Den hjælper branchens mindste fra køkken til produktion og sparer de mellemste penge. Fødevare-branchen har fået en ny hjælpende hånd. Og det er sådan, at vi udvikler branchen, lyder det fra serieiværksætter.
Dyrt produktionsudstyr, strøm, varme, vand efterfulgt af en række fejlproduktioner, som forvandler produkterne til affald i stedet for penge.
Man kan for alvor brænde nallerne og pengepungen på høje faste omkostninger, som lille nystartet producent, men en ny online platform er kommet til undsætning. Navnet er Food Finder – Lønproduktion, og aktørerne bag er Danish Food Cluster og Business Region Midtvest.
Food Finder – Lønproduktion samler dem der vil leje sig ind i en etableret produktion, og dem der vil slippe for overkapacitet.
”Jeg synes, at Food Finder platformen er en virkelig god ide. Jeg ville ønske, at vi havde denne mulighed i vores egen spæde start, så vi ikke skulle købe produktionsudstyret selv – fordi det er dyrt. Det kan knække små virksomheder. Og for os som udlejer – vi vil gerne hjælpe start-ups, og ja, så får vi også en langt bedre kapacitetsudnyttelse,” fortæller Kristian Ottesen, CEO, Nordisk Tang, som er blandt de 100 virksomheder, der lejer deres produktion ud på platformen.
Matchet mellem de små og de etablerede er godt for branchen ifølge Aqua d’Or stifter og nu stifter og ejer af drikkevarevirksomheden WiSH by SEiMEi, Allan Feldt:
”Det at samle erfaringen med ungdommens vildskab, mod og ideer. Det er sådan, vi udvikler Danmark på – en stor del af nationens indtægter/eksport kommer fra fødevarer. Og det er Food Finder projektet et godt eksempel på: At etablerede virksomheder udlejer plads, ressourcer og guidance til grønne nyopstartede. Alt anden end lige synes jeg vi skal hjælpe hinanden. Så vi kan få de små og grønne frem i bussen,” påpeger Allan Feldt, som også udlejer sin produktion via Food Finder Lønproduktion:
”Der mangler virkelig nogle steder, hvor man kan få lavet en rigtig produktion uden, at det bliver for stort.”
Udover at slippe for overkapacitet og tjene en skilling, så er der andre fordele ved at udleje sin produktion:
“Jeg er selv iværksætter, og jeg vil gerne hjælpe virksomheder, der har brug for starthjælp. Derudover er det spændende at møde unge mennesker med en god ide – det gør også, at jeg selv holder fingeren på pulsen,” fortæller Allan Feldt.
Endnu mere hjælp til branchen
Måske du genkender noget ved navnet Food Finder. Så skyldes det, at platformen også indeholder to allerede, etablerede elementer: Et som skal hjælpe SMV med at få overblik over branchens mange tilbud indenfor funding, samarbejder og inkubatorer, og et som skal hjælpe virksomheder indenfor fødevarebranchen med at finde kurser til efteruddannelse af deres medarbejdere. Du kan finde det hele på www.foodfinder.dk
Billede: Pexels


